Svar på MR-scanning

Så kom endelig den dag, hvor jeg fik svar på min MR-scanning. I tirsdags fik jeg at vide, at jeg kan påbegynde optrapning af træningen igen. Dette havde jeg også forventet, da jeg over de sidste 2 mdr. har tilføjet mere og mere almindeligt løb til mit træningsprogram, som ellers er blevet udført på maskiner i fitnesscentret. Således var jeg inden svaret på scanningen oppe på at løbe små 20 km/uge uden at mærke noget til anklen. Der var dog et "men". Mange af mine knogler i foden havde såkaldt "bone bruise" eller knogleødem, som fremkommer af overbelastning i form af fx de stød der opstår ved løb (og især hurtigt løb).
I dette indlæg kan du læse lidt om, hvordan jeg har og fremover vil gribe træningen an.

Her ses en MR-scanning med brud på brusk samt "bone bruise", som er de hvide pletter ved pilen. Heldigvis var der ingen tegn på bruskskader eller brud på min scanning

Jeg var meget lettet over, at der ikke var bruskskader, men da "bone bruise" kan være et forstadie til træthedsbrud, og i øvrigt kan være ganske smertefuldt, gjorde jeg klogt i at stoppe al løbeaktivitet med det samme. Det kan være en langvarig process at slippe af med disse væskeophobninger i knoglerne, men så vidt jeg er orienteret vil forløbet forkortes, hvis:

• man er i god form
• man ikke provokerer det
• man øger blodgennemstrømningen til området

Uden at kende min diagnose i de første 3 mdr. har jeg heldigvis ramt rigtigt i forhold til behandlingen. Jeg startede med at cykle, så jeg kunne bevare aktivitet uden vægtbæring (og dermed ikke belaste området). Senere gik jeg over til at bruge såkaldte cross-trænere, hvor man har større vægtbæring men ingen stød. På denne måde holdt jeg gang i blodgennemstrømningen til området. Langsomt tilføjede jeg jog og senere løb i lidt højere tempo, men hele tiden holdt jeg mig under smertegrænsen.

Et andet tiltag var, at jeg et par gange har trænet i et AlterG-løbebånd (læs mere her), som kan reducere den kraft man lander med, og dermed kunne jeg løbe lidt hurtigere uden at få ondt.

Her ud over har jeg været opsøgende omkring årsagen til mine smerter, og to forskellige fysioterapeuter har påpeget den samme svaghed i min højre gluteus medius (ballen), hvilket kan indvirke på fodens stilling under landing i hvert løbeskridt. Hver anden dag træner jeg derfor elastikøvelser for netop denne muskel, men også for underbenets muskulatur, hvor især eversions- (peronær-musklerne) og inversionsmuskulaturen (tibialis posterior) er lidt oversete. Alt dette skal forhåbentlig sikre at jeg ikke skal få samme skade igen.

Optrapning af træningen
Som jeg var inde på ovenfor, optrappede jeg de almindelige løbeture, og i starten holdt jeg 3 døgns pause mellem hvert løbepas for at sikre at en evt. inflammation skulle få tid til at falde inden næste påvirkning. Senere trappede jeg op til at løbe hver anden dag, og sideløbende løb jeg lidt hurtigere (startede på over 7 min/km og er nu nede på under 5 min/km).
I forhold til at skulle komme tilbage til sprinttræning så hurtigt som muligt har jeg som sagt brugt AlterG'en. Her har jeg haft i alt 3 pas, som gerne skulle aktivere mit neurologiske system på samme måde som under hurtigt løb i "det fri". Jeg har gjort som følger:

• Uge 51: 10 x 200m på 17 km/t med 2 min jog på 11 km/t (60 % kropsvægt)
• Uge 2: 15 x 150m på 18 km/t med 1 min pause (hoppede simpelthen bare af båndet) (60 % kropsvægt)
• Uge 3: 10 x 200m på 18 km/t med 1 min pause (65 % kropsvægt)

 Jeg har med andre ord skruet lidt op for tempoet og kropsvægten, for på den måde at nærme mig det "rigtige" løb mere og mere. Dette vil jeg fortsætte med en gang om ugen, men hastighedsøgningen stopper ved 19 km/t, da båndet ikke kan køre hurtigere. I stedet kan jeg lege lidt med kropsvægten og måske stigningen på båndet.

Intervalløb

Efter svaret på MR-scanningen har jeg i dag løbet mine første intervaller siden starten af oktober, men også her går jeg lidt forsigtigt til værks. For ikke at provokere noget tager jeg to forholdsregler:

• Mindre mængde (startende på 50 % af normal)
• Lavere hastighed! (men tilgengæld jog i pauserne frem for at stå stille for at øge stresset på kredsløbet)

Det betyder at dagens pas, som normalt skulle have været 12 x 300m på under 60 sek. med 45 sek. pause, blev til 6 x 300m på ca. 1.12 med 45 sek. joggepause. Det gik godt!
Sådan vil jeg fortsætte nogle uger endnu inden jeg vil øge mængden og hastigheden gradvist.

Det lader til at situationen er ved at vende. Jeg er smertefri, men ved at jeg skal passe på med at gå for hurtigt frem. Det gode er, at jeg lynhurtigt vil få smerter, hvis jeg går over stregen, uden at jeg har gjort nogen skade. Så hvis jeg skulle få tilbagefald, så skal jeg blot gå nogle trin tilbage og bygge op igen. Jeg satser på at være så fornuftig og forsigtig at jeg undgår tilbagefald.
Denne skade har lært mig, at man aldrig skal give op. Bliv ved med at træne i det omfang det kan lade sig gøre - i mange tilfælde vil det speede processen op, og man kommer stærkere tilbage. Selvom jeg har været skadet i over 3 mdr. har jeg trænet 6-7 gange om ugen - og nu ved jeg at det har båret frugt!