søndag den 29. december 2013

DT-finalen 2013

Når jeg ser tilbage på sæsonen 2013, kan jeg ikke komme uden om den afsluttende stafet til DT-finalen. Herunder kan du se hvorfor...

Den sidste øvelse i DT-finalen var traditionen tro 4 x 400m stafet. Der var lagt op til en spændende dyst, som skulle afgøre fordelingen af sølv og bronze. Guldet havde Sparta allerede sikret sig, da de førte komfortabelt på point efter 17 afviklede øvelser. Kun ½ point skilte Hvidovre på andenpladsen fra KIF på tredjepladsen, hvilket lagde afgørelsen i hænderne på stafetløberne.

Hvidovres hold bestod af Sara Brahmer Svendsen, Tanja Ravnholt, Bianca Brahmer Svendsen og Line Køhlert, der i nævnte rækkefølge skulle bære depechen rundt. Vi var alle ret nervøse og vidste at det ville blive svært, da en dyst tidligere på året (DM senior) var endt ud i KIF's favør. Dog var intet afgjort på forhånd, og vi kæmpede alle fire det bedste vi havde lært for at forsøge at sikre os sølvmedaljerne.

Nedenfor kan du se løbet. Hvidovre starter i den yderste bane, og da jeg selv løber andenturen betyder det, at jeg skal rykke ind i bane 1 efter mit første sving. Placeringen efter indrykningen er meget vigtig, da det kan være svært at overhale senere i løbet.




Når jeg ser videoen får jeg stadig kuldegysninger. Selvom andre individuelle løb har været store sejre for mig, så var denne dag nok den største oplevelse for mig i år - stafetløb og hold-konkurrencer er bare noget helt specielt! Tiden på 3.53.28 er den hurtigste tid sat i 2013 - endda hurtigere end den landsholdet løb til EM for landshold.

Mændenes 4 x 400m er bestemt også et kig værd (http://www.youtube.com/watch?v=ge89Yn7t0Z8)!

Jeg er meget taknemmelig for muligheden for at være en del af et hold - og så endda en klub med stor, stor fightervilje!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar